Kurt's Gastronomiske hjørne

de bedste af mine egne opskrifter - til dig!

Opskrifter

Huseby krebinetter med balsamico marinerede rødbeder og parmesan pomme frites

Til 4 personer, tilberedningstid 30 minutters arbejdstid og totalt 1 time.


Ingredienser

1 kg. Hakket kalvekød

10 stk. Store salvieblade

6 stk. Tørrede tomater i olie

4 fed Hvidløg

6 spsk. Reven parmesanost

1 stk. Hel frisk chili

1 stk. æg

Mel

Rasp

Majsolie

Salt og peber

Garniture:

1 kg. Kartofler

4 stk. Rødbeder

3 spsk. Balsamico vinaigre

2 spsk. Groft reven peberrod

Reven parmesan

Olie

Smør


Tilberedning

Salvieblade - tørrede tomater - hvidløg og chili (hvor kernerne er fjernet) hakkes fint og æltes i kalvekødet sammen med parmesanost. Lad kødet hvile i køleskab 30-45 minutter.

Rødbederne koges i let saltet vand i 20-30 minutter. De kuldslås med koldt vand og skrællen gnides af. Del rødbederne på langs i stænger og del dem derefter på tværs i terninger på ca. 1x1 cm. Kartoflerne renses hvis man vil have dem med skræl på ellers skrælles de. Kartoflerne deles på langs i stænger på ca. 1x1 cm.. Vend kartoflerne i lidt majsolie - dette gøres lettest ved at komme kartoflerne i en plasticpose med lidt olie i, hvorefter man nemt kan vende dem rundt og få fordelt olien på dem alle. Fordel kartoflerne i et lag på bagepapir i en bradepande, drys dem med salt og sæt dem i en 220° varm ovn i 30-40 minutter til de brune og sprøde på overfladen men bløde inden i - vend dem et par gange under vejs.

Del kalvekødet i 8 dele og form dem som krebinetter, drys med salt og peber og vend dem i mel, æg og rasp. Steg dem i majsolie på panden til de er gyldne udvendig og stegt svagt rosa indvendig.

Medens krebinetterne hviler efter stegning, sauteres rødbederne i smør på en pande, tilsæt balsamico vinaigren og lad den koge væk. Server rødbederne drysset med lidt groft salt og groft reven peberrod.

Lige før servering tages kartoflerne ud af ovnen og drysses med den revne parmesanost.


Drikkevare

vinglas.gif (2891 bytes)

God daglig rødvin fra Italien, Spanien eller et af de oversøiske vinproducerende lande.

God appetit !