Kurt´s saltede laks
Til 4 personer. Tilberedningstid ca. 35 minutter arbejdstid, og totalt 24½ time.
Ingredienser
800 gr. Østersølaks (midterstykke)
4 spsk. Læsøsalt
1 spsk. Sukker
1 tsk. Friskkværnet peber
1 spsk. Hakket frisk basilikum
Whisky
Røræg:
6 stk. Æg
1 spsk. Piskefløde
25 gr. Smør
Salt og peber
Spinat:
500 gr. Hele friske spinatblade
250 gr. Smør
2½ dl. Piskefløde
Salt og peber
Tilberedning
Laksen renses for eventuelle bugben, også de små styreben som sider midt på filet'en. De kan trækkes ud med en lille fladtang.
Salt sukker og peber blandes sammen. Basilikum hakkes fint. Laksen lægges med skindsiden nedad, i et fad som først er drysset med lidt af saltblandingen. Stænk laksen rigeligt med whisky og fordel den hakkede basilikum ovenpå. Til sidst fordeles resten af saltblandingen hen over laksen så hele laksen er godt dækket. Fadet dækkes med aluminiumsfolie og stilles i køleskabet i 24 timer. Laksen vendes et par gange under saltningen.
Før laksen serveres renses den for saltlage og krydderier og skæres i tynde skiver på tværs dvs. fra bug mod ryg og omvendt (som røget laks).
Spinatbladene skyldes grundigt i vand og duppes tørre i et viskestykke. En tredjedel af smørret smeltes i en gryde, spinaten kommes i og sauteres langsomt i smørret ved svag varme. Efterhånden tilsættes resten af smørret lidt ad gangen, indtil spinaten har absorberet det hele. I en anden gryde koges piskefløden ind til den er blevet tyk, spinaten vendes i, smager til med salt og peber og er klar til servering.
Æggene slås ud i en skål, piskefløde, salt og peber tilsættes og det hele piskes ledt sammen. Smørret smeltes i en gryde og æggemassen hældes i. Ved svag varme og under stadig omrøring varmes æggemassen indtil røræggen begynder at stivne. Røræggen er færdig når den er let stivnet, men stadig har en cremet konsistens.
Lakseskiverne anrettes på et fad sammen med den varme spinat og røræg. Der serveres lun flûte til.
Drikkevare
Hvid Chardonnay fra Bourgogne eller Loire.
God appetit !