Kurt's Gastronomiske hjørne

de bedste af mine egne opskrifter - til dig!

Opskrifter

Æg i cocotte med røget laksefyld

Til 4 personer, tilberedningstid ca. 20 minutters arbejdstid og totalt ca. 30 minutter


Ingredienser

4 stk. Store friske æg

200 gr. Røget laks

2 stk. Store skalotteløg

1 bdt. Frisk dild

30 gr. Smør

Friskkværnet peber

Lidt sød chilipeber

Sauce

3 dl. Piskefløde

3 tsk. Koncentreret tomatpuré

Friskkværnet peber


Tilberedning

Befri laksestykket for skind og ben og skær det i små terninger. Hak de pillede skalotteløg og dilden fint. Smelt smørret i en lille gryde og lad de hakkede løg sautere heri uden at tage farve. Krydr med friskkværnet peber.

Bland laks og dild med løg og fordel blandingen i fire godt smurte cocotter. Kom et udslået æg forsigtigt i hver cocotte ovenpå lakseblandingen. Det er nemmest at slå æggene ud i en kop et ad gangen og derefter hælde det i cocotten, derved undgår man at få et eventuelt dårligt eller et æg med ødelagt blomme i cocotten.

Sæt cocotterne side om side i bradepanden eller i en gryde, hæld kogende vand ved så det når halvt op ad cocotterne og sæt dem i en forvarmet ovn ved 200° i ca. 10 minutter.

Saucen

Hæld piskefløden i en gryde og lad den koge ind for god varme i nogle minutter, til den er tyknet lidt. Rør tomatpureen i og krydr med friskkværnet peber og lidt salt

Server æggene i cocotten pyntet med en enkelt kvist dild og drys en anelse sød chilipeber over. Hæld tomat saucen i en varm sauce kande og server den til sammen med lun flûte.

Variation

Laksen kan udskiftes med røget skinke eller røger kalkun. Man kan også bruge friske asparges i stedet for fisk eller kød og erstatte løg/dild blandingen med lidt revet mozzarella ost.


Drikkevare

Kold Pouilly Fumé eller Gewürztraminer fra Alsace

God appetit !